ERSTATNINGSRETLIGE AFGØRELSER

Om krav efter arbejdsskadesikringsloven var forældet.

Kendelse afsagt den 22. august 2024 - Sag BS-53076/2023-HJR

A fik en arbejdsskade i april 2011. Sagen angik, om A’s eventuelle krav på erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven var forældet.

Arbejdsskadestyrelsen traf i november 2013 afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne. A indgav i december 2013 en klage over afgørelsen, som han uddybede i et brev i februar 2014. A oplyste i den forbindelse, at han siden sommeren 2012 som følge af skaden kun havde arbejdet ca. 25 timer om ugen, og at han havde taget kontakt til kommunen med henblik på en afklaring af sin arbejdsevne.

I februar 2014 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at styrelsen havde oversendt klagen til Ankestyrelsen, og at styrelsen samtidig genoptog sagen under henvisning til oplysningerne om, at A havde taget kontakt til kommunen. I maj 2015 stadfæstede Ankestyrelsen afgørelsen om, at A ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

I juni 2017 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen) i den genoptagne sag på ny afgørelse om, at A ikke havde ret til erstatning. Denne afgørelse blev også påklaget og efterfølgende stadfæstet af Ankestyrelsen i maj 2018.

A anlagde retssag mod Ankestyrelsen den 23. marts 2021. Spørgsmålet var om A’s krav var forældet.

Højesteret kom frem til, at A i hvert fald ved brevet fra februar 2014, hvor han uddybede sin klage, var bekendt med sit eventuelle krav.

A’s eventuelle krav på erstatning ville derfor være forældet efter fem år, dvs. i februar 2019, medmindre reglerne om en tillægsfrist, når en sag er indbragt for myndighederne, fandt anvendelse som følge af, at Arbejdsskadestyrelsen havde genoptaget sagen.

Højesteret anførte, at Arbejdsskadestyrelsen havde meddelt A, at styrelsen havde genoptaget sagen som følge af oplysningerne i brevet – og ikke blot at styrelsen ville tage stilling til, om der var grundlag for at genoptage sagen. Uanset om betingelserne for at genoptage afgørelsen ikke måtte være opfyldt, var A berettiget til at lægge til grund, at forældelse tidligst ville indtræde 3 år efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde givet meddelelse om sin nye afgørelse.

A påklagede som nævnt afgørelsen til Ankestyrelsen, og derfor indtrådte forældelse af kravet tidligst 3 år efter Ankestyrelsens afgørelse, dvs. i maj 2021. A’s eventuelle krav var derfor ikke forældet, da retssagen blev anlagt i marts 2021. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved byretten.

Ikke erstatningsansvar ved forsinket kræftdiagnose.

Sag BS-51039/2023-HJR - Dom afsagt den 29. maj 2024

B fik i april 2013 foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen, hvor forholdene blev beskrevet som normale. I marts 2014 blev der foretaget en ny røntgenundersøgelse af B, som viste en 6-7 cm stor tumor i B’s højre lunge, og B fik konstateret lungekræft med spredning til lymfeknuder og lever. Ved en revurdering af billederne fra april 2013 fandt man en tumor samme sted i lungen.

Patienterstatningen fandt, at B alene var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10 % for væsentlig forringelse af den statistiske overlevelsesprognose som følge af forsinket diagnosticering, men derimod ikke for, at forsinkelsen var årsag til, at kræften var blevet uhelbredelig. Denne afgørelse indbragte B for Ankenævnet for Patienterstatningen. B afgik ved døden den 1. maj 2015 som følge af kræftsygdommen. Ankenævnet stadfæstede efterfølgende Patienterstatningens afgørelse, som blev indbragt for domstolene af boet efter B, samt efterladte, A.

Ankenævnet anerkendte, at der var begået en lægelig fejl i april 2013, og sagens hovedspørgsmål var, om den forsinkede diagnosticering var årsag til, at B afgik ved døden som følge af sin kræftsygdom.

Det følger af § 20 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, at det er en betingelse for erstatning, at skaden ”med overvejende sandsynlighed” kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.

Højesteret udtalte, at det er fastslået i retspraksis, at denne betingelse efter omstændighederne kan anses for opfyldt, selv om der ikke består en overvejende, men alene en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng, og at dette navnlig kan være tilfældet, når der klart er begået en ansvarspådragende fejl, når fejlen forsøger risikoen for en bestemt skade, og når sådan skade faktisk er indtrådt. Højesteret bemærkede, at det ikke er muligt præcist at angive, hvilken grad af større sandsynlighed der skal foreligge, da det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, bl.a. af fejlens karakter.

Efter en gennemgang af Retslægerådets svar på spørgsmål i sagen, herunder at det bl.a. var mest sandsynligt, at kræften allerede i april 2013 havde spredt sig, og at observationer underbyggede, at B i april 2013 havde uhelbredelig kræft, uanset om hun var blevet opereret eller ej, lagde Højesteret til grund, at B’s dødsfald hverken med overvejende sandsynlighed eller med en vis større sandsynlighed kunne anses som en følge af behandlingsforsinkelsen.

Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at Retslægerådet også havde anført, at det ikke med sikkerhed kunne vurderes, om der i april 2014 var sket spredning af kræften, og at kræftens ægte stadium i april 2013 ikke kendtes.

Højesteret frifandt herefter Ankenævnet.

Erstatning tilkendt for erhvervsevnetab, selv om indtægtsnedgangen var ca. 10 %

Sag BS-50553/2023-HJR -Dom afsagt den 9. april 2024

A kom i 2016 til skade med sin ryg i forbindelse med sit arbejde, og hendes erhvervsevnetab blev fastsat til 65 %. På et tidspunkt blev hun ansat i et fleksjob, og hendes erhvervsevnetab var i den periode, hvor hun var i fleksjob, opgjort til 10,3 % efter de særlige regler i arbejdsskadesikringsloven om beregning af erhvervsevnetab for personer i fleksjob.

Der var enighed mellem parterne om, at den nedre grænse på 15 % i arbejdsskadesikringsloven – hvorefter et erhvervsevnetab skal være mindst 15 %, for at en tilskadekommen er berettiget til erhvervsevnetabserstatning – ikke er absolut, og at en tilskadekommen ifølge lovens forarbejder har ret til erstatning, selv om erhvervsevnetabet er mindre end 15 %, hvis vedkommende har en klar og varig indtægtsnedgang af nogen betydning som følge af en arbejdsskade. De var endvidere enige om, at dette også gælder i et tilfælde, hvor den tilskadekomne er i fleksjob. Parterne var derimod uenige om, hvorvidt indtægtsnedgangen skal være tæt på 15 % for at være af nogen betydning.

Højesteret udtalte, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens regler er, om der foreligger et klart og varigt erhvervsevnetab, men der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Højesteret fandt herefter, at A havde et klart og varigt erhvervsevnetab som følge af sin arbejdsskade, og at hun derfor var berettiget til erhvervsevnetabserstatning.

ANSÆTTELSESRETLIGE AFGØRELSER

Om berettigelsen af en bortvisning den 4. januar 2024 som følge af opslag på personaleforeningens lukkede facebookside

Kendelse af 4. september 2024 i faglig voldgiftssag

Medarbejderen blev ansat i 2013 på en arbejdsplads med i alt 104 ansatte. Personaleforeningen har sin egen facebookgruppe, og det er kun de ansatte i den ene afdeling med 84 ansatte, der har adgang til denne side.

I 2023 var der forskellige fejl i de ansattes lønsedler, bl.a. med hensyn til tildeling af feriedage og afregning af løntillæg. Der havde i den forbindelse været dialog mellem fagforeningen og lønkonsuleter mv. for at få rettet fejlen. Medarbejderne blev medio 2023 orienteret om, at arbejdsgiver tilstræbte at finde en løsning i første lønperiode i 2024.

I januar 2024 skrev en medarbejder på ovenfor omtalte facebookside, hvor medarbejderen blandt andet redegjorde for sit forløb, hvor der ikke var betalt korrekt ferie mv. 

Medarbejderen blev herefter bortvist og sagen angik i første omgang, hvorvidt bortvisningen var berettiget.

Det blev lagt til grund, at opslaget var set af 77 personer og kunne ses af størstedelen af personalet. Baggrunden for opslaget var de mange fejl, der havde været vedrørende de ansattes løn og ferie, og at det var forståeligt, hvis en medarbejder er utilfreds og frustreret over, at arbejdsgiveren ikke overholder sine forpligtelser til at sikre, at lønnen udbetales til tiden og at oplysninger vedrørende ferie indberettes korrekt.

Opmanden udtalte i den forbindelse, at en arbejdsgiver i den situation må tåle kritik, men ikke enhver form for kritik.

Opmanden fandt, at opslaget måtte læses som en kritik af bestemte ansatte hos arbejdsgiveren, og gav indtryk af, at medarbejderen anså de pågældende spersoner for at være dovne, inkompetence, nassere og tyveknægte. Det måtte i øvrigt lægges til grund, at alle ansatte vidste hvem de pågældende ansatte var.

Det var heller ikke nærliggende for nogen at tro, at opslaget ikke skulle gælde for de ansatte hos arbejdsgiveren men et eksternt kontor.

Opmanden fandt derudover, at kritikken var formuleret på en uacceptabel grov og respektløs måde, og den var rettet mod bestemte personer, herunder den ansattes daglige leder og fabrikschefen og en tredje person, som den ansatte vidste ikke havde del i ansvaret for de fejl, det eksterne lønningskontor var ansvarlig for.

ET længere opslag på et social medie kan typisk ikke sidestilles med et uovervejeget udbrud eksempelvis i en situation, hvor stemningen er ophedet. Et sådant opslag må som udgangspunkt anses for grovere, navnlig hvis det ikke slettes meget hurtigt. Opslaget er forholdsvist langt, og medarbejderen tog ikke skridt mod at få det slettet.

Opmanden fandt herefter bortvisningen for berettiget. Uanset at medarbejderen ikke fik mulighed for at forklare sig, inden hun blev bortvist kunne ikke føre til andet resultat.

Om grænserne for arbejdsgivers passivitet

Østre Landsrets dom af 4. juli 2024 (U2024.4337Ø)

En medarbejder blev ansat som vagt hos et selskab, og det blev aftalt, at det ikke var tilladt for vedkommende at udføre vagt- og vagtlignende opgaver fra andre, uden skriftlig samtykke fra arbejdsgiveren.  Medarbejderen stiftede efter et par år et nyt vagtselskab og fik autorisation til at udøve vagtvirksomhed.

Ca. 2 måneder herefter blev medarbejderen bortvist.

Det blev lagt til grund, at medarbejderen stiftede sig eget vagtselskab med det formål at drive virksomhed, der lignede arbejdsgiveren og at han også havde spurgt kolleger, om de ville følge med over i hans virksomhed.

Landsretten fandt, at medarbejderen havde udvist en sådan illoyal adfærd under sin ansættelse, at arbejdsgiveren i udgangspunktet var berettiget til at bortvise ham som sket.

Spørgsmålet var om arbejdsgiveren havde udvist retsfortabende passivitet.

Landsretten lagde til grund, at medarbejderen første gang ble indkaldt til møde til afholdelse knap 1,5 måned efter opstart af den nye virksomhed. Det skyldtes ikke medarbejderens forhold, at mødet herefter blev rykket ca. 14 dage. Videre blev det lagt til grund, at det ikke kunne antages, at medarbejderen vidste hvad mødet drejede sig om, da han havde fået at vide, at mødet drejede sig om ”status” eller kontraktsforhold.

Landsretten bemærkede herefter, at medarbejderen ikke var bekendt med, at arbejdsgiveren havde kendskab til hans konkurrerende virksomhed, og at indretnings-/forventningshensynet til medarbejderen, der ikke var til stede.

Dertil kom, at selvom leden var bekendt med, at medarbejderen havde registreret en tilsyneladende konkurrerende virksomhed, var det velbegrundet, at arbejdsgiveren ønskede at skaffe sig et fuldt overblik over, hvad der var baggrunden for og hensigten med firmaet, ligesom medarbejderen stilling og hans tætte tilknytning til en betydningsfuld kunde skulle tages i betragtning. Da det heller ikke kunne antages, at arbejdsgiveren havde væsentlig andre oplysninger end oplysning om registrering af formaet, fandt landsretten at bortvisningen var berettiget og ikke fortabt ved passivitet.